04.11.2014

Mit hår

..er blevet klippet.. Jeg havde aldrig selv troet, at denne dag ville komme, men forleden dag tog jeg mod til mig og bestilte min første frisør-tid i over to år! To år - det er dælme lang tid, men jeg tænkte at det måtte være på tide. Mine spidser var slidte, tørre og umedgørlige, dels på grund af den tur det fik sidst jeg var til frisøren, hvor jeg fik farvet ombre hår, men også bare på grund af vind, vejr og naturligt slid fra ture med hårbørsten og få omgange med hårtørrer, glattejern og krøllejern. 

Sådan ser mit hår ud nu. Jeg undskylder for ringe Photo Booth-kvalitet.

Jeg har altid været ekstremt følsom med mit hår og jeg er ikke meget for at andre skal røre ved det. Det gør ondt og er ubehageligt for mig og sådan har det faktisk været siden jeg var helt lille. Mit hår har længe været meget langt og tykt og især om sommeren er det helt ulideligt at trave rundt med sådan en manke, så det er faktisk rart at være sluppet af med 10-15 centimeter, selvom det føltes som en del af mig, der forsvandt - men det er jo bare hår. Jeg blev klippet hos Salon Insite i Glostrup og jeg kan kun anbefale dem! Find deres hjemmeside lige her. De er super søde og dygtige og så bliver man opvartet som en kongelig når man besøger dem.
Efter den mindre operation købte jeg lidt forskellige hårprodukter, som jeg vil vise i morgen, når lyset tillader mig at tage nogle lidt bedre billeder :) god aften!

26.10.2014

Stolt

Så fik jeg endelig lavet den opgave. Færdig og afleveret og endda en halv time før deadline. Jeg føler mig overskudsagtig og træt. Måske mest det sidste. Mine øjne har svært ved at fokusere på skærmen lige nu og har haft det hele dagen. Jeg plejer ikke at være så tjekket i forhold til mine afleveringer, selvom jeg ved at jeg burde. Jeg er bare utroligt god til, som jeg skrev tidligere på dagen, at udsætte tingene - især de sure pligter, som afleveringer, oprydning og den slags. Jeg er stolt af mig selv og det må jeg godt være. Jeg nåede endda op på de formelle tre skrevne sider. 
Nu vil jeg sove. Eller i hvert fald snart. Jeg skal nemlig først møde klokken 10 i morgen og det er en rar måde at starte en ellers hektisk uge op på. Godnat!


Overspringshandlinger

...Eller måske bare udsætnings-handlinger, er noget af det jeg mestrer allerbedst. Jeg er piv dårlig til at tage mig sammen til at lave ting som skolearbejde og at stå op om morgenen. Især stå op! I skrivende stund burde jeg være begyndt på den litterære artikel jeg har for til i aften, men hold nu op hvor er det svært at komme igang med de ting, der rent faktisk er vigtige. Helt i dårlig tid er jeg dog ikke, for jeg har skam læst den tekst, vi skal skrive om, så jeg er i det jeg vil kalde super god tid (læs: joke). Måske brokker jeg mig egentlig også bare for meget, men det er så mange ting jeg hellere vil end lave den dumme opgave. Jeg er færdig med gymnasiet til sommer og jeg glæder mig ubeskriveligt til det sker, men hvor er jeg dog træt at det hele lige nu. Der er så mange ting, der fylder i mit hovede lige for tiden og jeg føler intet overskud til mit skolearbejde, ej heller at møde op i skole, men jeg ved det er nødvendigt, så jeg gør det (for det meste).
I dag er jeg lidt træt, for jeg var i byen i går og fejre to af mine veninder, der havde fødselsdag (hhv. i går og i dag). Nå, nu vil jeg begynde min opgave. Eller gå i bad. 

21.10.2014

Hvem er jeg?

Ja hvem er jeg egentlig? Mit navn er Frederikke og jeg er 19 år gammel. Jeg bor i en by cirka 15 minutter fra centrum af København og til dagligt går jeg i 3.g i gymnasiet, hvilket altså betyder, at jeg er student til sommer.

Det var jo sådan lidt kedelige, men grundlæggende, og, et eller andet sted, nødvendige, facts om mig.

Til det lidt mere spændende... Jeg drømmer om at arbejde med TV, ikke nødvendigvis foran kameraet, men også meget gerne bag. Jeg drømmer om at kunne leve af at lave alt det jeg interesserer mig for, heriblandt blogging, TV, YouTube-videoer og alt muligt andet slags i den dur.

Jeg håber I har lyst til at læse med her på Fredblog :)